Klassikeren “Dracula” bliver en anelse for klassisk til det nutidige publikum. Den ellers fængende forestilling om jagten på den blodsugende og frygtindgydende grev Dracula er både er visuelt og musikalsk imponerende. Og selvom den trækker nogle nutidige referencer, taber den alligevel noget aktualitet ved den gammeldags facon.

TEATERANMELDELSE

Af Olivia Rørne

Billedet er lavet vha. af AI-værktøjet Ideogram.

Der er forventningsfuld snak og lavmælte grin hist og her i den overdådigt pyntede sal Store Scene i Aarhus Teater. Guldbelagte svaner og engle flyver rundt i loftet langs glinsende lysekroner, som senere skal vise sig i dyb kontrast til forestillingens blodige og dystre plot. Snakken dør øjeblikkeligt hen, da Dracula kommer spankulerende op gennem publikum og stiller sig midt på scenen. Med ét er forestillingen i gang, og Jacob Madsen Kvols, som Dracula, suger os med ind i det gyselige vampyrunivers med en ikonisk prolog. Man er ikke i tvivl om, hvem der har magten. Ene og alene på brædderne agerer han dirigent for musikken, imens publikum omringes af Det Jyske Operas Kor fra alle døre og åbninger, som smukt istemmer sig den dystre melodi. Man kan ikke undgå at blive revet med. 

Efterfølgende præsenteres man for hovedpersonerne Mina og Jonathan Marker, spillet af Anne Plauborg og Simon Mathew, i en gammeldags, victoriansk kulisse. Historien går i gang lige på og hårdt og lader ikke publikum kede sig. Jonathan ser en gammelt bekendt til en begravelse, og efterfølgende kan Mina ikke kende sin mand. Hun kigger i hans dagbog, for at finde ud af, om der gemmer sig nogle svar der. Der bliver sprunget frem og tilbage i tiden mellem udklip fra diverse dagbøger og nutid, alt imens oplæseren af dagbogssekvenserne også skifter. Man sidder tilbage som tilskuer med en følelse af, at skuespillerne taler i munden på hinanden. Vi bliver lidt tabt i den enorme mængde handling, der udspiller sig på scenen på én gang. Hvirvlende kjoler, replikker i munden på hinanden og sideløbende handlingsforløb. 

Når man ikke helt kan følge med i handlingen, kan man bare læne sig tilbage og nyde det ekstremt flotte sceneshow. Scenens mange dimensioner giver liv og dybde til fortællingen, når mellemvægge kører op og ned og afslører nye lokationer og verdener, vi ikke havde set før. Teatret viser os her alt det, som biografen ikke kan. Hele Draculas figur får det til at løbe koldt ned af ryggen, når han med sine stive bevægelser og ækle berøringer suger blod fra de uskyldige kvinder. Eller når han som en skygge agerer bagtæppe bagerst på scenen omringet af sine tilhængere, som et frygtindgydende magtsymbol.

Dog higer fortællingen efter at blive moderniseret. Der findes allerede et utal af genskabelser af den originale gyserroman udgivet af Bram Stocker i 1897. Elementer som lysbokse, fungerende som gravkister, giver stykket det friske pust, som det behøver. Man kunne med fordel have brugt flere kræfter på netop dem. Instruktør og manuskriptforfatter Martin Lyngbo samt Lucas Svensson formår at give os nogle associationer til nutidens epidemi og invasion, men lader dem egentlig bare svæve frit i luften. Her må man selv gribe dem, hvis man vil, og tygge lidt på dem. Vi bliver revet med, vi føler stemningerne ud til fingerspidserne, men det sætter sig ikke fast. Virkemidlerne er for velkendte og forudsigelige. For klassiske.